• Visninger: 1763

Hvordan taler vi om hinanden?

I øjeblikket sender TV2 en serie under den romantiske overskrift: På røven i nakskov.Serien fortæller om nogle skæbner fra den underklasse som ganske givet vokser i disse år. Man kan kun beundre disse mennesker, der har sagt ja til at stille op og vise deres langt fra glamourøse liv frem for os alle sammen. Det kunne være skæbner hvor som helst i landet. Det at det foregår i Nakskov spiller i grunden ikke nogen rolle dramaturgisk.

Men det gør det i høj grad for de mennesker, der bor i Nakskov og på Lolland. De føler, at de bliver talt ned, når det fremstilles som om udkanten er befolket af kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og sociale tabere. De føler, de er udsat for en shitsorm. Og det er derfor de har lanceret en facebook gruppe, der hedder Lolland-Falster-Lovestorm. Gruppen har lynhurtigt fået 22.000+ medlemmer. De er alvorligt trætte af at blive stemplet som røven af fjerde division, fordi de ved, at den negative omtale er selvforstærkende. Så derfor vil de fortælle alle de gode historier og skabe ”et ocean af positiv omtale på de sociale medier. Vi kan simpelthen ikke sidde med hænderne i skødet, når disse programmer ruller over skærmen. Vi vil vise resten af Danmark, hvad Lolland-Falster også er, og at vi er stolte af vort område.”

Den kritiske reaktion har været så omfattende, at TV2 har set sig nødsaget til at gå ud og forsvare beslutningen om at sende en sådan dokumentar om underdanmark. Deres svar, hvor de henviser til, at Lolland er det område i Danmark, hvor flest mennesker er på overførselsindkomst, afslører, at de ikke rigtig forstår problemstillingen. Folkene bag lovestorm har selvfølgelig ikke noget imod, at de forhold som underdanmark må leve under, skildres dokumentarisk. Men de synes det er unødigt stigmatiserende, når det sker under en så diskriminerende overskrift, når sandheden er, at de skæbner, der skildres, i rigt mål kan findes på Nørrebro eller andre steder i storbyerne. Ja, det er måske faktisk bedre at være på røven i Nakskov end at være det på Nørrebro.

Det er rigtig godt, at TV2 sætter fokus på de stigende indkomstforskelle, som hersker i Danmark. I serien her forbinder man dokumentationen heraf med den stigende ulighed, der etableres mellem centrum og periferi på grund af den grasserende centralisering.

Etableringen af Lovestormen viser imidlertid, at folk er godt trætte af, at blive talt ned til af folk, der kommer ude fra og ikke deler skæbne med dem de skildrer. Som vi har påvist, så ulmer der et oprør i udkanten. Det er tiden til at ændre diskursen, måden vi taler om hinanden på.

Fra shitstorm til lovestorm. Lolland viser vejen.

  • Visninger: 1396

Det kan vende

Anja Sika de Thura fortalte sin tilflytter historie i Politikens kronik d. 17/2. Den afpsejler helt rigtigt de følelser og motiver, som andre tilflyttere til udkanten har: Begejstring over naturen, nærhed og naboer. Frustration over forskelsbehandling og udtynding af institutioner og dermed livsmuligheder. Anja beskriver, hvordan Danmark, da hun foretog sit øhop i 2006, var et lykkeligt land, "men så kom lavkonjunkturen" og historierne om den rådne banan.

Billedet er rigtigt. Vi har en tilsvarende historie. Da vi i 2007 begyndte at drømme om at flytte til Ærø, var der ikke en sjæl, der tænkte på krisen. Ikke engang de økonomer, der påstår at deres fag er en videnskab. I det tilfælde viste den sig i hvert fald uden prognostisk kraft.

Men det er for mig faktisk et opmuntrende træk, for det fortæller mig, at udviklingen kan vende. I øjeblikket fremstilles det som om urbaniseringen og centraliseringen er ustoppelig og nærmest en naturlov givet med globaliseringen. Men det er ikke sikkert. Udviklingen kan vende. Det har den gjort før, og det kan ske igen.

Jeg plejer at sige, at der kun skal falde en tre bomber i København før en del mennesker vil finde det tiltrækkende at søge sikkerhed i udkanten. Men nu efter terrorhandlingen i København, tør jeg ikke sige det igen af frygt for at det skal blive en selvopfyldende profeti. Men uanset: Det kan vende.

I mellemtiden mangler vi visionære politikere, der kan se mulighederne i at udligne de bestående uligheder og skævvridninger. Mange har fokus på den voksende økonomiske ulighed og den negative indflydelse den har på en harmonisk samfundsudvikling. Mindst lige så vigtig er den ulighed, der er blevet skabt mellem centrum og periferi. De Thurahs kronik viser, at det ganske enkelt er grotesk, at et så lille land som Danmark skal have en så stor ulighed mellem center og periferi.

Os der bor herude i udkanten er heller ikke til sinds at ligge under for den territoriale stigmatisering og postnummer racisme, som vi udsættes for. Snart, nemlig d. 27. marts udkommer på forlaget Hovedland vores bog, der rummer mange flere tilflytterhistorier, der således dokumenterer, at udviklingen kan vende: Flere og flere er ved at få øjnene op for, at udkanten er mulighedernes land.