• Visninger: 1605

Er oprør fra udkanten en folkelig bevægelse?

Vi vil gerne skabe en folkelig bevægelse, siger vi i Oprør fra udkanten. Hvad mener vi med det?

Begrebet ’folkelighed’ eller ’det folkelige’ er faktisk en specifik dansk ting. Man har altid svært ved at oversætte det til andre sprog. Så kommer der altid nogle bibetydninger med, som føles forkerte. Også på dansk har ordet flere betydninger. Oprindeligt, da det opstår i romantikken, står det for det oprindelige, det ægte og ukunstlede, der kan lede til en samhørighed i sprog, historie og retsopfattelse.

Til daglig brug bruger vi også begrebet det folkelige omhandlende stil og smag. Richard Ragnvald og Vild med dans er folkeligt.

Men nedenunder denne almene sprogbrug ligger der en anden og mere egentlig betydning. Dette begrebet om det folkelige som ide går tilbage til Grundtvig, der sommetider foretrak at skrive det folke-lighed, fordi han lagde vægt på, at der skulle være en lighed i folket. Jo, vel er der forskel på folk, men folkeligt skal man stræbe efter lighed, for mennesket er ingen abekat men et guddommeligt eksperiment, hvor ånd og støv skal stadig mere gennemtrænge hinanden.  Dette menneskelige eksperiment har en bestemmelse, det har med sin sunde fornuft den opgave at leve i samfund med andre mennesker. I et frit samvær med alle mennesker af god vilje er det opgaven at skabe syn for alt godt og stort herneden. Det er dette menneske- og samfundssyn, der er grundlag for de klassiske folkelige bevægelser, som vi kender i Danmark inden for blandt andet andelsbevægelsen og højskolen.

En folkelig bevægelse samler mennesker, der for at fremme en bestemt sag frivilligt indgår i et fællesskab med henblik på at forandre en given samfundstilstand. Ord der går igen, når man skal beskrive en folkelig bevægelse er antiautoritær, myndiggørelse, selvvirksomhed, græsrodsaktivitet. Det er nemlig sjældent at en given bevægelse får lurmærket tildelt, mens den er ung; så er den bare en græsrodsbevægelse.

Og det er faktisk hvad Oprør fra udkanten gerne vil være. Vi repræsenterer et opgør med de autoritetsstrukturer, der låser folk fast. Vi opmuntrer til selvvirksomhed, til at tage ansvar for de valg man har taget, fx ved at flytte til udkanten. Vi flæber ikke og beder om flere tilskud. Vi appellerer til mere lighed, mere folke-lighed. Og vi gentager gerne Kennedys udsagn om, at man ikke skal spørge, hvad samfundet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for samfundet.

  • Visninger: 2524

Skrig og skrål om udflytning

Det er mærkeligt nok. Da vi for et år siden formulerede Udkantsmanifestet, som kan læses her på hjemmeiden, så nævnte vi ikke udflytning af statslige arbejdspladser. Det var ikke fordi, vi ikke syntes det var en vigtig sag, men der var andre der var vigtigere. Nu er forslaget om udflytningen så kommet. Og det er skam en flot plan, som vi på Udkantens vegne kun kan kippe med flaget for, - selvom vi her nede på Sydfyn stadig føler os lidt forfordelt. Nå, så må vi jo gøre som vi plejer: Stole på egne kræfter.

Læs mere: Skrig og skrål om udflytning

  • Visninger: 1688

Udkanten som mulighedernes land og frihedens sted

”De kalder os de stemmer,

ud fra vort hverdagsbur.

Fjernt fra dets fangetremmer,

 at finde dig natur.”

Så smukt digter Johannes Jørgensen om vort land, når det er sommer og løvet lyser i lunde. Og lige nu, hvor sommeren er kommet, flokkes folk i vandkanten, i udkanten, i landets yderområder, eller hvilke andre udtryk vi bruger om landet uden for byerne. Vi søger naturen, det enkle. Så om sommeren er udkanten tilvalgsdanmark. Men tænker dem, der nu nyder, at der er et intakt ”land” og en dejlig natur uden for byerne på, at for at det kan være intakt, så skal der være nogen derude, der kan passe det og se efter den. Også til dagligt brug; også om vinteren?  Med andre ord. Danmark skal hænge sammen. Land og by skal leve med hinanden i frugtbar vekselvirkning. Danmark er for lille til, at vi kan have en rigtig udkant.

Da Finn Slumstrup og jeg for et år siden over en kop kaffe besluttede, at vi ville tage initiativ til et ”oprør fra udkanten”, så vidste vi knap, hvad vi satte i gang. Vi indkaldte til en konference i Ærøskøbing d. 27. september, hvor vi var ved at blive løbet over ende af interesserede aktivister; vi formulerede et udkantsmanifest, lavede en hjemmeside, etablerede en facebook gruppe, skrev artikler og lod os interviewe. Vi ville gerne skabe en folkelig bevægelse, der skulle gøre opmærksom på den fatale skævvridning, som har fundet sted i vort land, men samtidig bidrage til beskrivelsen af udkanten som mulighedernes land. Derfor kaldte vi det Oprør fra Udkanten. Mulighedernes land 2.0. Det sidste kom med, fordi vi gerne ville løfte dette engagement op på et plan, som var borger nært og medinddragende. Men hvordan gør man det? Hvordan skaber man en folkelig bevægelse i dag? Det er det spørgsmål vi har tumlet med i det forløbne år, hvor vi blandt andet har udgivet bogen Oprør fra Udkanten.

Det er baggrunden for, at vi hele tiden er på udkig efter alternativer til den bevidstløse samfundsudvikling, som vi har været vidne til i de sidste tiår, som fører til en større og større koncentration på nogle områder og følgelig en større udtynding og funktionstømning af andre områder, som derfor bliver til udkant. Følgen bliver en usund spænding mellem centrum og periferi. Idealet for det gode liv bliver byen. Det fremstilles ofte som en naturlov, at udviklingen går i den retning. Det er imidlertid kun tilfældet, hvis man anlægger et meget enstrenget syn på samfundsudviklingen, som kun præget af den liberale samfundsøkonomi med dens profitmaksimerende mekanismer.

Hvis man til gengæld lægger vægt på at udvikle et samfund, der fremmer demokratisk delagtiggørelse, så må man gå i en anden retning, den decentrale. Derfor er dette oprør ikke blot for nogen udkantssærlinge, der beklager sig og vil have flere goder. Vi forsøger at rejse en vigtig folkelig debat om, hvad vi vil med vort samfund.

Der tales meget om, at med den nuværende globaliserede vækstøkonomi øges indtægtsforskellene. De rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere. Det gælder nationalt, men også internationalt. Og mange har blik for, at den øgede økonomiske ulighed bringer samfundenes stabilitet i fare. Det samme gælder den øgede sociale og økonomiske ulighed, der kommer med den omsiggribende centralisering, hvorved afstanden øges mellem centrum og periferi, mellem bycentre og udkant.

Så kom valget. Sammen med mange andre forsøgte vi at få hele udkantsdebatten ind i valgkampen. Det skete også, om end forholdsvis sent. Til gengæld vil jeg hævde, at det var den, der afgjorde valget. Vælgerne sendte et vink med en vognstang til politikerne: Vi ønsker en anden samfundsudvikling.

Den barske skæbne, der blev ”udkantsminister” Carsten Hansen (S) til del ved valget den 18. juni viste de fynske vælgeres utilfredshed med den stedmoderlige behandling Udkantsdanmark fik af Thorning-Schmidt regeringen. Og når Dansk Folkeparti i dag er landets største i Syd- og Sønderjylland, så er det fordi de mange steder har givet stemme til den ulmende utilfredshed, der findes på landet.

Med andre ord: Hvis politikerne har mod til at lægge øret til jorden og høre, hvad det er der bliver sagt herude, så er det, at Udkantsdanmark gennem stemmeafgivningen har placeret sig centralt på den politiske dagsorden. Det betyder, at politikerne nu ikke længere kan komme uden om nødvendigheden af omsider at formulere en gennemarbejdet politik for yderområderne. Og det er vel at mærke ikke blot fordelingspolitik, der skal drøftes, eller en symbolsk udflytning af enkelte statslige arbejdspladser, selvom det også er vigtigt. Nej, man må se på hele den bureaukratiske centralisering, som har bastet og bundet det landlige Danmark. 

Med valget blev Udkantsdanmark med nødvendighedens lov en del af den offentlige dagsorden. I løbet af valgkampen blev der afgivet mange løfter. Nu er det tid til at indfri dem. Opgaven med at rette op på de uhyrlige skævheder, der har fået lov at udvikle sig i vort land, er stor og kompliceret. Der er mange politikområder, der er mere taknemmelige at kaste sig over. Men vi er efterhånden et helt kor, der vil blive ved at synge, såfremt politikerne ikke har modet til at udmønte valgresultatet i en glædelig ny udvikling, som vi nu ved, at der er stor folkelig opbakning til. Tiden, hvor der tales ned til udkanten og dens mennesker, skal omsider være forbi. Udkanten er mulighedernes land og frihedens sted, som Johannes Jørgensen så smukt besynger det:

”Fra støv og støj vi kommer,

Til fred og stilhed ud….

”Den frihed, som vi savner,

Bag byens mur og tag,

På åben mark vi favner

En solglad junidag.”