• Visninger: 803

Udkanten som mulighedernes land og frihedens sted

”De kalder os de stemmer,

ud fra vort hverdagsbur.

Fjernt fra dets fangetremmer,

 at finde dig natur.”

Så smukt digter Johannes Jørgensen om vort land, når det er sommer og løvet lyser i lunde. Og lige nu, hvor sommeren er kommet, flokkes folk i vandkanten, i udkanten, i landets yderområder, eller hvilke andre udtryk vi bruger om landet uden for byerne. Vi søger naturen, det enkle. Så om sommeren er udkanten tilvalgsdanmark. Men tænker dem, der nu nyder, at der er et intakt ”land” og en dejlig natur uden for byerne på, at for at det kan være intakt, så skal der være nogen derude, der kan passe det og se efter den. Også til dagligt brug; også om vinteren?  Med andre ord. Danmark skal hænge sammen. Land og by skal leve med hinanden i frugtbar vekselvirkning. Danmark er for lille til, at vi kan have en rigtig udkant.

Da Finn Slumstrup og jeg for et år siden over en kop kaffe besluttede, at vi ville tage initiativ til et ”oprør fra udkanten”, så vidste vi knap, hvad vi satte i gang. Vi indkaldte til en konference i Ærøskøbing d. 27. september, hvor vi var ved at blive løbet over ende af interesserede aktivister; vi formulerede et udkantsmanifest, lavede en hjemmeside, etablerede en facebook gruppe, skrev artikler og lod os interviewe. Vi ville gerne skabe en folkelig bevægelse, der skulle gøre opmærksom på den fatale skævvridning, som har fundet sted i vort land, men samtidig bidrage til beskrivelsen af udkanten som mulighedernes land. Derfor kaldte vi det Oprør fra Udkanten. Mulighedernes land 2.0. Det sidste kom med, fordi vi gerne ville løfte dette engagement op på et plan, som var borger nært og medinddragende. Men hvordan gør man det? Hvordan skaber man en folkelig bevægelse i dag? Det er det spørgsmål vi har tumlet med i det forløbne år, hvor vi blandt andet har udgivet bogen Oprør fra Udkanten.

Det er baggrunden for, at vi hele tiden er på udkig efter alternativer til den bevidstløse samfundsudvikling, som vi har været vidne til i de sidste tiår, som fører til en større og større koncentration på nogle områder og følgelig en større udtynding og funktionstømning af andre områder, som derfor bliver til udkant. Følgen bliver en usund spænding mellem centrum og periferi. Idealet for det gode liv bliver byen. Det fremstilles ofte som en naturlov, at udviklingen går i den retning. Det er imidlertid kun tilfældet, hvis man anlægger et meget enstrenget syn på samfundsudviklingen, som kun præget af den liberale samfundsøkonomi med dens profitmaksimerende mekanismer.

Hvis man til gengæld lægger vægt på at udvikle et samfund, der fremmer demokratisk delagtiggørelse, så må man gå i en anden retning, den decentrale. Derfor er dette oprør ikke blot for nogen udkantssærlinge, der beklager sig og vil have flere goder. Vi forsøger at rejse en vigtig folkelig debat om, hvad vi vil med vort samfund.

Der tales meget om, at med den nuværende globaliserede vækstøkonomi øges indtægtsforskellene. De rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere. Det gælder nationalt, men også internationalt. Og mange har blik for, at den øgede økonomiske ulighed bringer samfundenes stabilitet i fare. Det samme gælder den øgede sociale og økonomiske ulighed, der kommer med den omsiggribende centralisering, hvorved afstanden øges mellem centrum og periferi, mellem bycentre og udkant.

Så kom valget. Sammen med mange andre forsøgte vi at få hele udkantsdebatten ind i valgkampen. Det skete også, om end forholdsvis sent. Til gengæld vil jeg hævde, at det var den, der afgjorde valget. Vælgerne sendte et vink med en vognstang til politikerne: Vi ønsker en anden samfundsudvikling.

Den barske skæbne, der blev ”udkantsminister” Carsten Hansen (S) til del ved valget den 18. juni viste de fynske vælgeres utilfredshed med den stedmoderlige behandling Udkantsdanmark fik af Thorning-Schmidt regeringen. Og når Dansk Folkeparti i dag er landets største i Syd- og Sønderjylland, så er det fordi de mange steder har givet stemme til den ulmende utilfredshed, der findes på landet.

Med andre ord: Hvis politikerne har mod til at lægge øret til jorden og høre, hvad det er der bliver sagt herude, så er det, at Udkantsdanmark gennem stemmeafgivningen har placeret sig centralt på den politiske dagsorden. Det betyder, at politikerne nu ikke længere kan komme uden om nødvendigheden af omsider at formulere en gennemarbejdet politik for yderområderne. Og det er vel at mærke ikke blot fordelingspolitik, der skal drøftes, eller en symbolsk udflytning af enkelte statslige arbejdspladser, selvom det også er vigtigt. Nej, man må se på hele den bureaukratiske centralisering, som har bastet og bundet det landlige Danmark. 

Med valget blev Udkantsdanmark med nødvendighedens lov en del af den offentlige dagsorden. I løbet af valgkampen blev der afgivet mange løfter. Nu er det tid til at indfri dem. Opgaven med at rette op på de uhyrlige skævheder, der har fået lov at udvikle sig i vort land, er stor og kompliceret. Der er mange politikområder, der er mere taknemmelige at kaste sig over. Men vi er efterhånden et helt kor, der vil blive ved at synge, såfremt politikerne ikke har modet til at udmønte valgresultatet i en glædelig ny udvikling, som vi nu ved, at der er stor folkelig opbakning til. Tiden, hvor der tales ned til udkanten og dens mennesker, skal omsider være forbi. Udkanten er mulighedernes land og frihedens sted, som Johannes Jørgensen så smukt besynger det:

”Fra støv og støj vi kommer,

Til fred og stilhed ud….

”Den frihed, som vi savner,

Bag byens mur og tag,

På åben mark vi favner

En solglad junidag.”

  • Visninger: 892

Hvordan taler vi om hinanden?

I øjeblikket sender TV2 en serie under den romantiske overskrift: På røven i nakskov.Serien fortæller om nogle skæbner fra den underklasse som ganske givet vokser i disse år. Man kan kun beundre disse mennesker, der har sagt ja til at stille op og vise deres langt fra glamourøse liv frem for os alle sammen. Det kunne være skæbner hvor som helst i landet. Det at det foregår i Nakskov spiller i grunden ikke nogen rolle dramaturgisk.

Men det gør det i høj grad for de mennesker, der bor i Nakskov og på Lolland. De føler, at de bliver talt ned, når det fremstilles som om udkanten er befolket af kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og sociale tabere. De føler, de er udsat for en shitsorm. Og det er derfor de har lanceret en facebook gruppe, der hedder Lolland-Falster-Lovestorm. Gruppen har lynhurtigt fået 22.000+ medlemmer. De er alvorligt trætte af at blive stemplet som røven af fjerde division, fordi de ved, at den negative omtale er selvforstærkende. Så derfor vil de fortælle alle de gode historier og skabe ”et ocean af positiv omtale på de sociale medier. Vi kan simpelthen ikke sidde med hænderne i skødet, når disse programmer ruller over skærmen. Vi vil vise resten af Danmark, hvad Lolland-Falster også er, og at vi er stolte af vort område.”

Den kritiske reaktion har været så omfattende, at TV2 har set sig nødsaget til at gå ud og forsvare beslutningen om at sende en sådan dokumentar om underdanmark. Deres svar, hvor de henviser til, at Lolland er det område i Danmark, hvor flest mennesker er på overførselsindkomst, afslører, at de ikke rigtig forstår problemstillingen. Folkene bag lovestorm har selvfølgelig ikke noget imod, at de forhold som underdanmark må leve under, skildres dokumentarisk. Men de synes det er unødigt stigmatiserende, når det sker under en så diskriminerende overskrift, når sandheden er, at de skæbner, der skildres, i rigt mål kan findes på Nørrebro eller andre steder i storbyerne. Ja, det er måske faktisk bedre at være på røven i Nakskov end at være det på Nørrebro.

Det er rigtig godt, at TV2 sætter fokus på de stigende indkomstforskelle, som hersker i Danmark. I serien her forbinder man dokumentationen heraf med den stigende ulighed, der etableres mellem centrum og periferi på grund af den grasserende centralisering.

Etableringen af Lovestormen viser imidlertid, at folk er godt trætte af, at blive talt ned til af folk, der kommer ude fra og ikke deler skæbne med dem de skildrer. Som vi har påvist, så ulmer der et oprør i udkanten. Det er tiden til at ændre diskursen, måden vi taler om hinanden på.

Fra shitstorm til lovestorm. Lolland viser vejen.

  • Visninger: 646

Det kan vende

Anja Sika de Thura fortalte sin tilflytter historie i Politikens kronik d. 17/2. Den afpsejler helt rigtigt de følelser og motiver, som andre tilflyttere til udkanten har: Begejstring over naturen, nærhed og naboer. Frustration over forskelsbehandling og udtynding af institutioner og dermed livsmuligheder. Anja beskriver, hvordan Danmark, da hun foretog sit øhop i 2006, var et lykkeligt land, "men så kom lavkonjunkturen" og historierne om den rådne banan.

Billedet er rigtigt. Vi har en tilsvarende historie. Da vi i 2007 begyndte at drømme om at flytte til Ærø, var der ikke en sjæl, der tænkte på krisen. Ikke engang de økonomer, der påstår at deres fag er en videnskab. I det tilfælde viste den sig i hvert fald uden prognostisk kraft.

Men det er for mig faktisk et opmuntrende træk, for det fortæller mig, at udviklingen kan vende. I øjeblikket fremstilles det som om urbaniseringen og centraliseringen er ustoppelig og nærmest en naturlov givet med globaliseringen. Men det er ikke sikkert. Udviklingen kan vende. Det har den gjort før, og det kan ske igen.

Jeg plejer at sige, at der kun skal falde en tre bomber i København før en del mennesker vil finde det tiltrækkende at søge sikkerhed i udkanten. Men nu efter terrorhandlingen i København, tør jeg ikke sige det igen af frygt for at det skal blive en selvopfyldende profeti. Men uanset: Det kan vende.

I mellemtiden mangler vi visionære politikere, der kan se mulighederne i at udligne de bestående uligheder og skævvridninger. Mange har fokus på den voksende økonomiske ulighed og den negative indflydelse den har på en harmonisk samfundsudvikling. Mindst lige så vigtig er den ulighed, der er blevet skabt mellem centrum og periferi. De Thurahs kronik viser, at det ganske enkelt er grotesk, at et så lille land som Danmark skal have en så stor ulighed mellem center og periferi.

Os der bor herude i udkanten er heller ikke til sinds at ligge under for den territoriale stigmatisering og postnummer racisme, som vi udsættes for. Snart, nemlig d. 27. marts udkommer på forlaget Hovedland vores bog, der rummer mange flere tilflytterhistorier, der således dokumenterer, at udviklingen kan vende: Flere og flere er ved at få øjnene op for, at udkanten er mulighedernes land.