Del denne artikel
FaceBook  Twitter  

”De kalder os de stemmer,

ud fra vort hverdagsbur.

Fjernt fra dets fangetremmer,

 at finde dig natur.”

Så smukt digter Johannes Jørgensen om vort land, når det er sommer og løvet lyser i lunde. Og lige nu, hvor sommeren er kommet, flokkes folk i vandkanten, i udkanten, i landets yderområder, eller hvilke andre udtryk vi bruger om landet uden for byerne. Vi søger naturen, det enkle. Så om sommeren er udkanten tilvalgsdanmark. Men tænker dem, der nu nyder, at der er et intakt ”land” og en dejlig natur uden for byerne på, at for at det kan være intakt, så skal der være nogen derude, der kan passe det og se efter den. Også til dagligt brug; også om vinteren?  Med andre ord. Danmark skal hænge sammen. Land og by skal leve med hinanden i frugtbar vekselvirkning. Danmark er for lille til, at vi kan have en rigtig udkant.

Da Finn Slumstrup og jeg for et år siden over en kop kaffe besluttede, at vi ville tage initiativ til et ”oprør fra udkanten”, så vidste vi knap, hvad vi satte i gang. Vi indkaldte til en konference i Ærøskøbing d. 27. september, hvor vi var ved at blive løbet over ende af interesserede aktivister; vi formulerede et udkantsmanifest, lavede en hjemmeside, etablerede en facebook gruppe, skrev artikler og lod os interviewe. Vi ville gerne skabe en folkelig bevægelse, der skulle gøre opmærksom på den fatale skævvridning, som har fundet sted i vort land, men samtidig bidrage til beskrivelsen af udkanten som mulighedernes land. Derfor kaldte vi det Oprør fra Udkanten. Mulighedernes land 2.0. Det sidste kom med, fordi vi gerne ville løfte dette engagement op på et plan, som var borger nært og medinddragende. Men hvordan gør man det? Hvordan skaber man en folkelig bevægelse i dag? Det er det spørgsmål vi har tumlet med i det forløbne år, hvor vi blandt andet har udgivet bogen Oprør fra Udkanten.

Det er baggrunden for, at vi hele tiden er på udkig efter alternativer til den bevidstløse samfundsudvikling, som vi har været vidne til i de sidste tiår, som fører til en større og større koncentration på nogle områder og følgelig en større udtynding og funktionstømning af andre områder, som derfor bliver til udkant. Følgen bliver en usund spænding mellem centrum og periferi. Idealet for det gode liv bliver byen. Det fremstilles ofte som en naturlov, at udviklingen går i den retning. Det er imidlertid kun tilfældet, hvis man anlægger et meget enstrenget syn på samfundsudviklingen, som kun præget af den liberale samfundsøkonomi med dens profitmaksimerende mekanismer.

Hvis man til gengæld lægger vægt på at udvikle et samfund, der fremmer demokratisk delagtiggørelse, så må man gå i en anden retning, den decentrale. Derfor er dette oprør ikke blot for nogen udkantssærlinge, der beklager sig og vil have flere goder. Vi forsøger at rejse en vigtig folkelig debat om, hvad vi vil med vort samfund.

Der tales meget om, at med den nuværende globaliserede vækstøkonomi øges indtægtsforskellene. De rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere. Det gælder nationalt, men også internationalt. Og mange har blik for, at den øgede økonomiske ulighed bringer samfundenes stabilitet i fare. Det samme gælder den øgede sociale og økonomiske ulighed, der kommer med den omsiggribende centralisering, hvorved afstanden øges mellem centrum og periferi, mellem bycentre og udkant.

Så kom valget. Sammen med mange andre forsøgte vi at få hele udkantsdebatten ind i valgkampen. Det skete også, om end forholdsvis sent. Til gengæld vil jeg hævde, at det var den, der afgjorde valget. Vælgerne sendte et vink med en vognstang til politikerne: Vi ønsker en anden samfundsudvikling.

Den barske skæbne, der blev ”udkantsminister” Carsten Hansen (S) til del ved valget den 18. juni viste de fynske vælgeres utilfredshed med den stedmoderlige behandling Udkantsdanmark fik af Thorning-Schmidt regeringen. Og når Dansk Folkeparti i dag er landets største i Syd- og Sønderjylland, så er det fordi de mange steder har givet stemme til den ulmende utilfredshed, der findes på landet.

Med andre ord: Hvis politikerne har mod til at lægge øret til jorden og høre, hvad det er der bliver sagt herude, så er det, at Udkantsdanmark gennem stemmeafgivningen har placeret sig centralt på den politiske dagsorden. Det betyder, at politikerne nu ikke længere kan komme uden om nødvendigheden af omsider at formulere en gennemarbejdet politik for yderområderne. Og det er vel at mærke ikke blot fordelingspolitik, der skal drøftes, eller en symbolsk udflytning af enkelte statslige arbejdspladser, selvom det også er vigtigt. Nej, man må se på hele den bureaukratiske centralisering, som har bastet og bundet det landlige Danmark. 

Med valget blev Udkantsdanmark med nødvendighedens lov en del af den offentlige dagsorden. I løbet af valgkampen blev der afgivet mange løfter. Nu er det tid til at indfri dem. Opgaven med at rette op på de uhyrlige skævheder, der har fået lov at udvikle sig i vort land, er stor og kompliceret. Der er mange politikområder, der er mere taknemmelige at kaste sig over. Men vi er efterhånden et helt kor, der vil blive ved at synge, såfremt politikerne ikke har modet til at udmønte valgresultatet i en glædelig ny udvikling, som vi nu ved, at der er stor folkelig opbakning til. Tiden, hvor der tales ned til udkanten og dens mennesker, skal omsider være forbi. Udkanten er mulighedernes land og frihedens sted, som Johannes Jørgensen så smukt besynger det:

”Fra støv og støj vi kommer,

Til fred og stilhed ud….

”Den frihed, som vi savner,

Bag byens mur og tag,

På åben mark vi favner

En solglad junidag.”