Del denne artikel
FaceBook  Twitter  

Det mener man åbenbart på Weekendavisen. den 22. august rapporterer Pernille Stensgaard fra en oplæsning på Hovedbiblioteket i København, hvor en række yngre forfattere får det bedre borgerskab til at gyse over deres beretninger fra Udkants Danmark. Og de er jo specialister i problemstillingen, må man tro. De må jo vide, hvad de taler om, tænker man, for de er jo forfattere!  

Tilsammen, konkluderer Stensgaard, skildrer de en mareridtsudgave af Danmark 2014 beboet af ”kriminelle, drikfældige, indebrændte, voldelige, homofobe kvindehadere, narkomaner og storrygere.”

Men ved I hvad: Det turde være løgn alt sammen. Der er i de senere år skabt en helt ny genre inden for litteraturen: Udkantsromanen, hvor de yngre forfattere kappes om at give et så negativt billede af udkanten som muligt. Gad vist hvor det stammer fra? Mon den tidligere forfatterskolerektor Hans Otto Jørgensen har øvet en indflydelse, nu han skulle kompensere for sin elendige opvækst. Men de kan ikke alle have haft en så dårlig opvækst alle sammen. Og vi gider efterhånden ikke at høre om deres litterære fadermord.

Nu er det jo ikke nyt at litteraturen bidrager til at producere en falsk bevidsthed. Og det er hvad udkantsromanerne i øjeblikket gør. Men ved I hvad: Os der bor i udkanten er godt trætte af det og vil efterhånden ikke finde os i det mere. Vi gør oprør!

Er det rigtigt, som en af de yngre forfattere siger, at ”det knækkede Danmark” er vores største samfundsproblem, så må det være en opgave for vore talentfulde yngre forfattere at give deres bidrag til en beskrivelse af udkanten som mulighedernes land.