-en personlig historie

Streamer-Bregninge-2009-033

Gennem snart mange år har medierne tæppebombet os med negative historier om livet på landet, så man får indtryk af at det hele er ved at lukke ned, at hele landsbyer står foran nedrivning, og at det kun en minoritet af initiativløse tabere og kontanthjælpsmodtagere, der holder til i det, man så nedladende benævner ”Udkantsdanmark”.

Det er et forvrænget billede af livet på landet og en historie jeg på ingen måde kan genkende. Gennem de 15 år vi har haft hus på Ærø, har det tvært imod slået mig hvor mange aktive mennesker, der boede i vores landsby. Særlig kvinderne var entreprenante. Én kørte ostebil, en startede en større forretning med uldvarer og sportstøj, én lavede en bolcheproduktion og én startede et økologisk pensionat op. Det der kendetegnede beboerne var at de handlede – at de gjorde noget, enten ved selv at tage et initiativ eller ved at støtte op omkring andres. Alle disse tiltag var med til at gøre Bregninge til den første ”blomstrende landsby” i Danmark i 2010.

I 2012 lukkede det økologiske pensionat, som havde haft stor betydning for lokalsamfundet. Det var ikke fordi det ikke kunne gå, men fordi ejeren havde andre planer med sit liv. Når et sådant samlingssted i en landsby lukker, er savnet meget tydeligt for alle, ikke mindst for os naboer. Der var mørkt i vinduerne om aftenen, og stedet kom ret hurtig til at se forsømt ud. Vores hus ligger lige overfor, og i sommerferien iagttog vi de frustrerede turister, der stod udenfor og hev i døren, for hvor skulle de nu gå hen? Der er langt til næste sted når man er sulten og på cykel eller på vandretur.

Vi legede med tanken om at overtage stedet – leje det og drive det videre. Der var helt klart et potentiale i det syntes vi, men vi var henholdsvis 60 og 65, så måske var det mere oplagt med nogle yngre folk? Men der var tilsyneladende ingen, der var interesserede.

Så vi sprang til på et tidspunkt - på trods af utallige advarsler fra venner og bekendte i København. –”I er for gamle!” -” Det er et hårdt arbejde til en rigtig dårlig løn”. –”Det vil I fortryde". Men vi investerede min efterlønsbonus og gik i gang. Ikke at vi ikke var lidt beklemte ved situationen, men vi troede på ideen, og tænker man negativt sker der i alt fald ikke noget.

Da vi indbød til velkomstreception mødte 120 mennesker op – inklusive borgmesteren. Det er virkelig ikke noget man er vant til som københavner, men i et lille samfund betyder et sådant sted rigtig meget. Og opbakningen fra lokalområdet har da også været helt fantastisk og konstant.

Så når vi efter den første sæson skal gøre regnskabet op, kan vi se at det har været al besværet værd. Selvfølgelig har vi arbejdet meget, men vi har også lært meget (i en helt ny branche) og vi har haft nogle fantastiske oplevelser med vores gæster. Og ikke mindst har det vist sig at vores regnskab er meget tilfredsstillende.

Vores erfaringer er således meget anderledes en det trøstesløse billede medierne tegner af ”Udkantsdanmark”, hvor intet tilsyneladende kan lade sig gøre. Det er i den grad muligt at starte for sig selv. Det er rigtigt at det kræver lidt kapital, som det kan være vanskeligt at låne i banken. Men man skal huske at prisniveauet på landet er betydeligt lavere end det er i byerne, så man får rigtig meget for pengene.

Men det kræver handling og ikke mindst opbakning fra lokalsamfundet, for ellers går det ikke. Vi lever tæt sammen, vi er afhængige af hinanden, og det er ikke mindst det, der gør livet udenfor de store byer så værdifuldt. Derfor er vores historie vigtig at fortælle midt i den generelle hetz i medierne om det elendige liv blandt de tilbageblevne tabere i landdistrikterne.

Michael Rothe