Del denne artikel
FaceBook  Twitter  

Kunne SEZs ende Oprørene fra Udkanten?

Af John Moloney

 

Det er generelt vanskelige tider, men Danmark har som helhed befolkningstilvækst, og overordnet set klarer landet den økonomiske krise rimeligt. Det er kun på øerne, herunder Ærø, Samsø og Læsø, og i visse landdistrikter, at den økonomiske recession er ved at få en alvorlig effekt i forhold til affolkning. Der er derfor behov for at skabe bedre forudsætninger for at opretholde levedygtige samfund og skabe udvikling i disse områder. Hvis ikke der skabes et alternativ til den hidtidige indsats, vil øerne gradvist udhules som samfund.


Faldet i indbyggertal på øerne har været stabilt, for Ærøs vedkommende svagere grundet diverse bosætnings initiativer. Ærø og de øvrige øer har udvist både opfindsomhed og iværksætterånd, samtidig med at man i et vist omfang har adgang til støtteordninger fonde, puljer o. lign. Den demagogiske udvikling og deraf følgende stramme defensive økonomisk styring og en infrastruktur som udgør en barriere for et ø samfund – vanskeliggør initiering af offensive tiltag. Tendensen er altså en fortsat udhuling af ø samfundene. De hidtidige foranstaltninger synes derfor utilstrækkelige. Som naturlig konsekvens af centralisering udvikler demografien sig negativt for de små øsamfund med stadigt vanskeligere indtægtsmuligheder.

Nå man anskuer denne tendens, er hidtidige foranstaltninger utilstrækkelige hvis man ønsker fortsat liv på øerne. Der er derfor behov for helt nye og grundlæggende reformer

hvis udviklingen skal vendes. Kigger man ud i verden, er områder i tilbagegang enten blevet reddet gennem oliefund eller ved at man har etableret Special Enterprise Zones (SEZ). SEZ har bl.a. vist sig som et effektivt redskab i USA og Storbritannien, og synes i øvrigt at fungere bedst i lande med lav arbejdsløshed. SEZ har også været brugt som et alternativ i Norge; Tyskland håndterer effektivt hele det tidligere Østtyskland som en SEZ.

SEZ har generelt været rettet mod at udløse og forstærke økonomisk aktivitet, snarere end at genoprette indbyggertal. Men de to er uløseligt forbundne, og i Danmark – her tænkes specielt småøerne - kunne man bruge SEZ i en tilpasset form til at optimere tilflytningsindsatsen, samtidig med at man rettede fokus på at fremme erhvervsliv og økonomi.

Nogle centrale og meget interessante elementer i SEZ er bl.a. nedsættelse af salgsmoms, stimulering af beskæftigelse og flere dispensationsmuligheder i forhold til den lovgivning der generelt omgærder erhvervslivet. Det virker derfor åbenlyst, at man kunne få et effektivt redskab i SEZ, hvis man implementerede systemet i de sårbare områder i Danmark, hvor virkelysten er stor, men mulighederne begrænsede.

Virkningerne af økonomiske foranstaltninger og skatteændringer er meget vanskelige at forudsige præcist, men ingen seriøs analytiker ville betvivle, at en reduktion af momsen på så lidt som 10% ville få en overmåde positiv effekt på den økonomiske aktivitet på Ærø og lignende områder. For at målrette indsatsen specifikt mod at øge tilflytningen, kunne en dansk SEZ specialdesignes til at omfatte incitamenter til husbyggeri eller renovering, og en målrettet optimering af strukturelle elementer som f.eks. forbedrede bredbåndsforhold.


Argumentet mod at indføre SEZ i Danmark baserer sig ikke på en generel betvivlelse af, om hvorvidt det ville fungere. Faktisk er det med temmelig stor sikkerhed den eneste løsning, der i skrivende stund kunne fungere. Problemet ligger desværre i den generelle holdning til, hvad der er acceptabelt i forhold til beskatning i Danmark.

Af forskellige årsager er konceptet om en regional differentieret beskatning næsten tabu i Danmark. Det lader til at stride mod den generelle forestilling om et retfærdigt samfund, hvor alt fordeles ligeligt. Denne opfattelse har gennem de sidste 30 år tjent Danmark godt. Men for at parafrasere John Maynard Keynes, den største økonom i det 20. århundrede: "Hvis kendsgerningerne skifter, så skifter jeg mening - hvad gør du?"

Det flade, nationale beskatningsniveau virkede fint, da landets økonomi i sin tid boomede. Men kendsgerningerne har ændret sig: Flere steder i det såkaldte 'Udkantsdanmark' er ikke bare holdt op med at vækste - de er midt i en ødelæggende og definitiv tilbagegang.

Hvis regeringen ønsker at gøre alvor af målsætningen om at tilgodese andre områder end København, og hvis man rent faktisk ønsker at "sætte skub i tingene", så kaldes der nu på alternativer, der tidligere har været betragtet som uacceptable. Dette især hvis disse alternativer reelt kunne gå hen og vise sig virkelig effektive.

I hvert fald modtager Ærø, og andre steder i lignende omstændigheder, en anselig mængde støttemidler: Hvis man har brug for midler, ansøger man hos en fond eller et ministerium. Men hvad er forskellen? Hvorfor opfattes det som rimeligt for steder som Ærø at ansøge om særlige midler fra centrale kilder til et projekt, samtidig med at man anser det som uretmæssigt, at denne hjælp distribueres mere direkte - og for den sags skyld langt mere effektivt som en momsnedsættelse?

Den hidtidige måde at anskue sagerne på, giver ikke længere mening, og med de ændrede vilkår, har vi brug for at forholde os meget konkret til økonomiske tænkere som John Maynard Keynes, for at forstå tingene i deres rette sammenhæng.


Der et mange andre indvendinger mod SEZ, og af disse kan bl.a. nævnes, at man anser det for umuligt at opnå bred opbakning fra de værdigt trængende områder, på grund af den forventede indbyrdes konkurrence mellem disse. Kritikken og forbeholdet går på, at hvis man skulle forsøge at få gennemført en SEZ-status på Ærø, ville processen givetvis blive saboteret af indsigelser fra andre øer, som ville kalde det en urimelig forskelsbehandling.

Svaret på dette er ligetil, og bygger på præcis det samme princip som den nuværende procedure med uddelegering af fonds- og udligningsmidler. Det første skridt er ganske enkelt at etablere konceptet for den danske SEZ. Det vil sige, at regeringen egentlig kun behøver godkende idéen om at oprette SEZ med det sigte at stoppe affolkningen af landdistrikterne i Danmark. Derudover skal man naturligvis specificere det konkrete indhold af en dansk SEZ; det vil sige, at man sammensætter en pakke af foranstaltninger, hvor en reduktion af salgsmomsen til 10% eller derunder ville udgøre den centrale søjle. Derpå etableres en særlig SEZ-komité, der skal føre de mere komplekse dele af etableringen ud i livet.


Så snart de anførte foranstaltninger er implementeret, ville det være op til den enkelte kommune - heriblandt Ærø - at overbevise den siddende SEZ-komité om berettigelsen til SEZ-status. Dette er ligesom at ansøge LAG- eller fondsmidler. Den politisk sårbare del af processen vil på denne måde forsvinde ud af regnestykket. De siddende politikerne ville endda kunne tage æren for indførelse af foranstaltningen, mens specialister og embedsmænd i SEZ-komitéen vil stå med den reelle opgave at træffe de svære beslutninger.

I forhold til Statskassen og de offentlige midler, så vejer det også til sagens fordel, at der næsten ingen up-front omkostninger vil være i forbindelse med ordningen. Omkostningerne vil reelt kun forekomme som reducerede momsindtægter, men hvis pakken ellers sammensættes optimalt, vil dette under alle omstændigheder blive opvejet af øget økonomisk aktivitet.

I alle tilfælde udgør den samlede befolkning på hhv. Ærø, Samsø og Læsø kun ca. 0,2% af den danske befolkning - og det vil i sagens natur svare til en meget lille procentdel af de tabte momsindtægter set i det store perspektiv. En reduktion af moms på øerne vil således ikke medføre synderlige meromkostninger for den danske statskasse.

Desuden vil ordningen typisk afskaffe sig selv, når den efter fem eller 10 år har fået den tilsigtede effekt. SEZ har begrænset levetid, og når den økonomiske dynamik og genoprettelsen af indbyggertallet er godt etableret, så viser erfaringen, at SEZ har udspillet sin rolle og fint kan nedlægges. Til spørgsmålet om det urimelige eller ulige ved SEZ, må det anføres, at ordningen netop udligner eksisterende uligheder snarere end at skabe dem. Dette ligger i direkte tråd med regeringens indenrigspolitik, hvor udligningsordninger som bekendt udgør en central del.

En væsentlig grund til at landdistrikterne affolkes, er fordi de er dyre at leve i, og en væsentlig grund til, at landdistrikterne er dyre at leve i er, at skiftende regeringer har centraliseret faciliteter, services og større offentlige institutioner i de største byområder. Her tænkes især København, Århus, Odense og Aalborg.

Indførelsen af ​​SEZ vil reelt bibringe en mere retfærdig fordeling i, fordi man ved at fritage erhvervsdrivende for 10-15% momsbyrde, udligner de ekstraomkostninger der er ved ikke at bo i en af ​​de større byer.


En ting er klar. Hvis vi fortsætter med at argumentere og politisere i én uendelighed om broer og færger, som vi altid har gjort, så vil øer som Ærø snart dø mellem hænderne på os. Danmark bryster sig af at være en nation af øer, og nationens arv og identitet hænger uløseligt sammen med havet og den historie der er knyttet til øerne. Skal vi og den danske regering blot se handlingslammede til, mens denne arv forgår?

Der skal handles nu og der skal handles hurtigt. Ellers må vi indstille os på, at vores generation bliver den sidste, der får mulighed for at nyde Ærø og landets andre øer som blomstrende og aktive lokalsamfund.

 

John Moloney

Ærø

Opdateret okt 2014