• Visninger: 1009

Var det noget med et provinslån?

Nu har Lars Løkke Rasmussen regeringen siddet i syv måneder, og man begynder at kunne danne sig et billede af, hvor alvorligt regeringen tager sine egne løfter om at arbejde for et Danmark i bedre balance.

Det store dyr i åbenbaringen er naturligvis fortsat planen om udflytning af 3900 statslige arbejdspladser fra hovedstaden til 38 byer over hele landet. På trods af de forventede meldinger fra de ansattes fagforeninger om, hvor skrækkelig dyrt det vil blive, synes denne 2016-17 plan at køre som fremlagt. Det er en vigtig plan, både konkret og symbolsk, med dens betoning af, at ting også kan bevæge sig fra øst mod vest i Danmark.

Dernæst blev der vedtaget en ”landsbrugspakke” før jul. Den blev modtaget med begejstring af Landbrug & Fødevarer og med stor bekymring af Danmarks Naturfredningsforening, og man kan have en velbegrundet tvivl om, hvad støtten reelt kommer til at betyde for landbrugets kolossale problemer med en gæld på over 370 milliarder.

Set i forhold til den beløbsstørrelse undrer man sig over, at Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen nu oplyser, at han vil gå ind og tage en tredjedel af LAG midlerne og overføre dem til landbruget. Som Steffen Damsgård fra Landdistrikternes Fællesråd siger til JyskeVestkysten: ”Vi er stærkt bekymrede, for det er en stor procentdel af et lille beløb.”

LAG midlerne til mange forskellige, lokale initiativer i landdistrikterne udgjorde i fjor 94.2 millioner, og reduceres nu for 2017 til 63 millioner. Ministeren hævder, at omfordelingen vil være bedre egnet til at skabe arbejdspladser i landdistrikterne, og private arbejdspladser er netop, hvad der er brug for, siger han.

Ellers venter vi fortsat på at regeringen skal blive mere konkret i forhold til den ”100 punkts plan,” der blev meldt ud for nogle måneder siden. Her er det store spørgsmål, hvilke liberaliseringer af Planloven, der kan samles flertal for i Folketinget.

Regeringen har også peget på, at der må gøre noget ved ”kreditklemmen” – altså det forhold, at banker og realkreditinstitutioner er underlagt så store sikkerhedskrav, at det er nærmest umuligt at låne penge til huskøb og erhvervsinvesteringer i store dele af yderområderne. Og mens vi venter på, hvad der mere konkret kan ligge i, at der må gøres noget, har Arbejdernes Landsbank taget et interessant initiativ. Banken lancerer nu et såkaldt Provinslån, hvor man med en rentesats på mellem 3.95 og 4.75% er parat til at gå ind og bidrage til, at der kan komme mere gang i hussalget i yderområderne. Ordførende direktør Gert Johansen maskerer ikke, at banken er nødt til at beregne en lidt større risikopræmie end realkreditinstitutionerne. Man er nødt til at tage højde for, at hvis man pludselig sidder med et ubeboet hus, kan det være svært at sælge videre.

Alt i alt er der altså en smule bevægelse i et landskab, hvor vi dog først og fremmest fortsat venter på politisk handling, som virkelig kan bidrage til at rette op på skævvridningen af Danmark.

  • Visninger: 915

FANTASI PÅ SKATTEOMRÅDET EFTERLYSES...

Hvorfor følger hele personskatten folkeregisteradressen uden hensyn til, hvor man faktisk opholder sig?

I dansk politik er der nogle emner, som nærmest har status af hellige køer. De er urørlige. Jeg ved det udmærket, for det er snart mange år siden den radikale folketingsmand Bernhard Baunsgaard belærte mig om, at i Danmark er det nu engang sådan, at man ikke bruger skattemæssige differentieringer til at lave politik. Baunsgaard sad i Folketinget 1966-88, og var en fremtrædende kulturpolitiker. Meget kunne vi enes om, når vi diskuterede kulturen og staten, men at en sænkning af momsen på bøger kunne være en glimrende måde at stimulere bogsalget på, kunne vi ikke mødes om. Det interessante var, at Baunsgaard slet ikke var interesseret i at drøfte substansen i et sådant forslag. Det var uinteressant. Forslaget trampede nemlig på en hellig ko.

Senere blev Lars Kolind skrækeksemplet på, hvor galt det kan gå den formastelige, som foreslår skattemæssige særordninger. Mange husker sikkert, at han i valgkampen i efteråret 2007 som kandidat for det debuterende parti Ny Alliance søgte at påvise, hvilke fordele der ville være ved, at man på Fyn gennemførte partiets forslag om en såkaldt 40% flad skat. Magen til rimelig og urimelig latterliggørelse, som den Kolind blev udsat for, skal man lede længe efter.

Og i dag kan jeg konstatere, at alt er ved det gamle. For politikere, som ellers ser med sympati på kampen for at bringe Udkantsdanmarks problemer på den politiske dagsorden, bliver fjerne i blikket, når jeg begynder at tale skatteordninger. Eller de hvisker til mig med bekymring i stemmen, at nu går jeg for vidt og risikerer, at forsamlingen holder op med at tage mig alvorligt.

Men hvorfor egentlig? Hvorfor er det forbudt at bruge sund fornuft? Eller blot at se sig omkring og konstatere, at vore nabolande med succes bruger skattepolitiske værktøjer og har gjort det længe?

I Tyskland er momsen på 19%, men landet har med succes støttet turisterhvervet ved at indføre en 7% moms på hotelophold m.v.

I Norge har man i årevis brugt differentierede satser både på personskatten og arbejdsgiverafgifterne for at gøre det mere attraktivt for interesserede at bosætte sig og drive erhverv i de geografisk barske dele af landet højt mod nord.

Rækken af skandalesager omkring SKAT burde være tilstrækkeligt til at selv den mest konservative bliver klar over, at der ikke er nogen grund til at bøje sig i støvet i respekt for den herskende orden – eller rettere uorden. Og hvis man lader fantasien udfolde sig blot en lille smule viser der sig mange interessante muligheder.

Lad os tage blot et enkelt eksempel: Hvorfor betaler borgere, der både har en helårsbolig og et fritidshus hele deres personskat til den kommune, hvor deres helårsbolig ligger? Hvorfor nøjes de ikke med at betale f.eks. 80% af personskatten dér, og betaler 20% til den kommune, hvor fritidshuset ligger?

På samme måde med kirkeskatten. Det er den naturligste ting af verden, at menigheden i Ærøskøbing ser anderledes ud om sommeren end om vinteren. For om sommeren sidder der masser af fritidshusejere på kirkebænkene. Men deres kirkeskat går til den kirke, de ikke bruger om sommeren.

Når jeg foreslår en 80/20 fordeling ved jeg udmærket, at man i stedet kunne udregne skattefordelingen mere præcist ”efter forbrug,” men det ville nemt resultere i et bureaukratisk spil og spild. Så det er nemmere at skønne, at det gennemsnitlige fritidshus er nok i brug lidt over to måneder om året, svarende til 20% af personskatten.

Det er ikke svært at se, at en sådan ordning uden stort bøvl ville tilføre mange udkantskommuner – for det er jo dér fritidshusene ligger - ekstra indtægter. Ganske uden at statsstøtteapparatet blev kørt i stilling, og der mere formelt blev tale om en større kommunal omfordeling.

Finn Slumstup

  • Visninger: 766

OPRØR FRA UDKANTEN – ET NETVÆRK

Hvorfor fastholder vi, at Oprør fra Udkanten er et netværk og ikke en forening?

Nu hvor sommerferien er forbi, og Oprør fra Udkanten for alvor har taget fat på arbejdet igen, bliver vi også her ved indgangen til vor anden sæson spurgt om organisationsformen.

Der er ganske vist ikke længere nogen der spørger, om det er vort mål at blive et politisk parti. Det er som om forståelsen er trængt igennem om, at vi mener skævvridningen af Danmark er et så påtrængende problem, at ALLE politiske partier må forholde sig til det. Det er ikke et emne, som et enkelt parti skal eller kan basere sin eksistensberettigelse på. Udkantsdanmarks problemer skal ikke være en specialitet, men er et påtrængende samfundsproblem, der forgrener sig til mange hjørner af virkeligheden, og angår alle med interesse i Danmarks udvikling.

Til gengæld møder vi ofte spørgsmål om og undren over, at vi ikke er formelt organiseret som en forening. Dertil er svaret, at vi ikke kan se nogen fordele ved at opbygge det formelle apparat, der kræves til en foreningsdannelse med vedtægter, bestyrelsesvalg, generalforsamling, medlemsregistrering, kontingentbetaling osv. Men vi kan se en masse administrativt besvær.

Dybest set har det hele tiden været vort mål at bidrage til en skabe en folkelig bevægelse, en folkelig mobilisering. Det forsøger vi at gøre gennem mangfoldige nedslag i den offentlige debat fra foredragsaftener til hele viften af medier, og ved at udgive bogen ”Oprør fra Udkanten. Mulighedernes Land 2.0”, som kom på Forlaget Hovedland i foråret. Og så gør vi det ved i stigende grad at være til stede på de digitale platforme. Foruden vores vigtige hjemmeside er Oprøret på Facebook, og vi er her fra sæsonstarten også begyndt at bruge YouTube.

Det er Anne Mette Holstein, der styrer denne støt voksende aktivitet. Hun er også den, der binder netværket sammen ved at sende nyhedsmails ud til de omkring 760 personer, der nu er med. Antallet vokser stille og roligt. Ved at aktive mennesker efter at have mødt Oprøret på de digitale platforme melder tilbage, at de gerne vil være med. Og ved at andre aktive, som møder os når vi er rundt i landet og holde foredrag og debattere, får lyst til at blive en del af dette særlige fællesskab.

Vi tror at denne ganske ubureaukratiske måde at gribe tingene an på, er den mest velegnede til at fremme interessen for at en anden samfundsudvikling end den herskende er mulig. Oprør fra Udkanten har aldrig været et mål i sig. Målet har været at blive en stemme i et kor af stemmer. De andre stemmer organiserer sig på hver deres måde. Det gælder for Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Danmark på Vippen, Staten i hele Danmark, og hvad vore venner i koret nu ellers hedder.