Del denne artikel
FaceBook  Twitter  

Hvorfor følger hele personskatten folkeregisteradressen uden hensyn til, hvor man faktisk opholder sig?

I dansk politik er der nogle emner, som nærmest har status af hellige køer. De er urørlige. Jeg ved det udmærket, for det er snart mange år siden den radikale folketingsmand Bernhard Baunsgaard belærte mig om, at i Danmark er det nu engang sådan, at man ikke bruger skattemæssige differentieringer til at lave politik. Baunsgaard sad i Folketinget 1966-88, og var en fremtrædende kulturpolitiker. Meget kunne vi enes om, når vi diskuterede kulturen og staten, men at en sænkning af momsen på bøger kunne være en glimrende måde at stimulere bogsalget på, kunne vi ikke mødes om. Det interessante var, at Baunsgaard slet ikke var interesseret i at drøfte substansen i et sådant forslag. Det var uinteressant. Forslaget trampede nemlig på en hellig ko.

Senere blev Lars Kolind skrækeksemplet på, hvor galt det kan gå den formastelige, som foreslår skattemæssige særordninger. Mange husker sikkert, at han i valgkampen i efteråret 2007 som kandidat for det debuterende parti Ny Alliance søgte at påvise, hvilke fordele der ville være ved, at man på Fyn gennemførte partiets forslag om en såkaldt 40% flad skat. Magen til rimelig og urimelig latterliggørelse, som den Kolind blev udsat for, skal man lede længe efter.

Og i dag kan jeg konstatere, at alt er ved det gamle. For politikere, som ellers ser med sympati på kampen for at bringe Udkantsdanmarks problemer på den politiske dagsorden, bliver fjerne i blikket, når jeg begynder at tale skatteordninger. Eller de hvisker til mig med bekymring i stemmen, at nu går jeg for vidt og risikerer, at forsamlingen holder op med at tage mig alvorligt.

Men hvorfor egentlig? Hvorfor er det forbudt at bruge sund fornuft? Eller blot at se sig omkring og konstatere, at vore nabolande med succes bruger skattepolitiske værktøjer og har gjort det længe?

I Tyskland er momsen på 19%, men landet har med succes støttet turisterhvervet ved at indføre en 7% moms på hotelophold m.v.

I Norge har man i årevis brugt differentierede satser både på personskatten og arbejdsgiverafgifterne for at gøre det mere attraktivt for interesserede at bosætte sig og drive erhverv i de geografisk barske dele af landet højt mod nord.

Rækken af skandalesager omkring SKAT burde være tilstrækkeligt til at selv den mest konservative bliver klar over, at der ikke er nogen grund til at bøje sig i støvet i respekt for den herskende orden – eller rettere uorden. Og hvis man lader fantasien udfolde sig blot en lille smule viser der sig mange interessante muligheder.

Lad os tage blot et enkelt eksempel: Hvorfor betaler borgere, der både har en helårsbolig og et fritidshus hele deres personskat til den kommune, hvor deres helårsbolig ligger? Hvorfor nøjes de ikke med at betale f.eks. 80% af personskatten dér, og betaler 20% til den kommune, hvor fritidshuset ligger?

På samme måde med kirkeskatten. Det er den naturligste ting af verden, at menigheden i Ærøskøbing ser anderledes ud om sommeren end om vinteren. For om sommeren sidder der masser af fritidshusejere på kirkebænkene. Men deres kirkeskat går til den kirke, de ikke bruger om sommeren.

Når jeg foreslår en 80/20 fordeling ved jeg udmærket, at man i stedet kunne udregne skattefordelingen mere præcist ”efter forbrug,” men det ville nemt resultere i et bureaukratisk spil og spild. Så det er nemmere at skønne, at det gennemsnitlige fritidshus er nok i brug lidt over to måneder om året, svarende til 20% af personskatten.

Det er ikke svært at se, at en sådan ordning uden stort bøvl ville tilføre mange udkantskommuner – for det er jo dér fritidshusene ligger - ekstra indtægter. Ganske uden at statsstøtteapparatet blev kørt i stilling, og der mere formelt blev tale om en større kommunal omfordeling.

Finn Slumstup