Del denne artikel
FaceBook  Twitter  

Det er fire dage siden Danmark gik til valg. Blå blok – som er alt andet end en blok – vandt valget, men den interne uenighed er så stor, at medierne allerede summer med snak om, at det måske ikke varer så længe inden vi skal til valg igen.

Lad os nu lige spise brød til, og prøve på at fordøje hvad det egentlig var der skete ved et valg, hvor op mod 40% af vælgerne stemte på et andet parti end det, de havde stemt på i 2011. Bag de store forskydninger er det tydeligt, at det i dag er meningsløst at tale om opdelingen i rød og blå som en reel skillelinje i dansk politik. Når man studerer stemmeafgivningen giver det langt mere mening at tale om, at København, Odense, Aarhus og Aalborg stemte på en anden måde end stort set resten af landet. Land og by synes at være en mere virkelig skillelinje end rød/blå.

Jeg er ikke i tvivl om, at en bred folkelig utilfredshed med den stedmoderlige behandling af Udkantsdanmark satte sig igennem ved valget i år. Man kan sige, at det tog lang tid inden toppolitikerne opdagede, hvor meget skævvridningen af landet optager i hundredtusindvis af danskere. Det var først i valgkampens sidste fase, statsministerkandidaterne begyndte at tale om yderområderne. Men valgresultatet taler sit tydeligt sprog. Dansk Folkepartis voldsomme fremgang, ikke mindst i Syd- og Sønderjylland, kan kun forklares med, at masser af danskere i deres hverdag og nærmiljø ikke kan mærke at ”krisen er forbi og det går fremad”, som toppolitikerne ellers fastslog igen og igen.

Den hårde behandling ”udkantsminister” Carsten Hansen (S) fik af vælgerne på Fyn taler sit tydelige sprog om utilfredshed med en politik, der har budt på masser af varm luft og et minimum af handling.

Det er lige voldsomt nok, når journalister har lykønsket mig med, at ”udkanten vandt valget”. Men rigtigt er det, at valgresultatet blev et sådant, at politikerne nu af ren og skær nødvendighed må ind og beskæftige sig helt anderledes seriøst med Udkantsdanmarks problemer og muligheder end vi hidtil har kendt det.

Vi har set mange eksempler på, at de aktive medlemmer af Oprør fra Udkantens netværk har gjort en fornem indsats hver på deres sted med at tale yderområdernes sag både mundtligt og skriftligt. Lad os glædes over og lykønske hinanden med, at vi fik sat Udkanten på dagsordenen! Lad os nyde den sommer, som forhåbentlig kommer. Og lad os holde krudtet tørt til at tage fat igen, når de nye politiske mønstre er etableret og det sikkert bliver nødvendigt at holde de regerende fast på behovet for omsider at give Danmark en egentlig udkantspolitik.

Finn Slumstrup