Del denne artikel
FaceBook  Twitter  

Af Finn Slumstrup

Svaret på det spørgsmål afgør, om det overhovedet giver mening at kræve en særlig politik for yderområderne.

Fra vi startede Oprør fra Udkanten har vi sagt igen og igen, at der er behov for, at politikerne melder klart og tydeligt ud, om de virkelig mener, at hele Danmark skal være beboet. Ikke blot i tomme klichéer om, at man ønsker vækst i hele Danmark og andre uforpligtende floskler. Ikke bare noget man ønsker – men noget man virkelig vil arbejde for!

Det er jo slet ikke givet, at man ønsker hele landet skal være beboet! Men så lad os få det at vide, så vi ved, hvad vi har at rette os efter, og kan tage kampen derudfra.

Men HVIS man virkelig vil arbejde for et Danmark i bedre balance og bekæmpe skævvridningen, så kræver det, at man tager seriøst fat på sagen.

Som sagt - det er ikke nogen selvfølge. I de forløbne måneder har jeg da også gentagne gange mødt mennesker, der spørger: Jamen, hvorfor skal hele Danmark egentlig være beboet?

Da vi lever i et samfund, hvor økonomien er højeste værdimål, så er spørgsmålet aldeles berettiget. Jeg mener, tag nu bare vore 27 færgeafhængige småøer, hvor der tilsammen bor omkring 4.200 mennesker. Det er jo ikke for ingenting man har kaldt dem for ”udkanternes udkant”, og enhver kan se, at de kan jo aldrig blive økonomisk lønsomme i vort højteknologiske samfund med alt hvad det kræver af serviceniveau.. Det er såmænd slemt nok med de fem mellemstore færgeafhængige øer, hvor der bor omkring 55.000 mennesker.

Hvis økonomien opstiller spillereglerne, så er der ingen mening i at kræve, at hele Danmark skal være beboet.

Men det kunne jo tænkes, at tilværelsen kan anskues ud fra andet end snævre betragtninger om, hvad der lige umiddelbart kan betale sig økonomisk.

Det er klogt at tage udgangspunkt i det, der ikke kan laves om. Og geografien har nu engang dikteret, at de 43.094 kvadratkilometer, der udgør dronningeriget Danmark, består af en stor halvø, Jylland, og der ud over en lang række øer. Mange af dem har vi dygtigt bundet sammen med broer, men fjerne den virkelighed, der siger, at Danmark er et Ø-rige, det kan vi ikke.

Det må så være danskernes opgave, at tage vare på hele landet så godt og ansvarligt som muligt. Ved arbejdet med den opgave har vi gennem et langt historisk forløb udviklet en fornem tradition for at hævde, at landet og menneskene i det skal hænge sammen på så mange måder som muligt. Og det er et stykke af vejen en fællesopgave at sikre denne samhørighed.

2

Ganske som det store flertal har været enige om, at ”da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt,” som Grundtvig digtede for 194 år siden. Det er stadig det korteste og bedste nationaløkonomiske program, vi nogensinde har haft.

Det er dén grundindstilling, der har bragt vort lille land med blot 5 ½ million indbyggere, til den respekterede position, det har i verden. Men det er først og fremmest dén grundindstilling, der har gjort Danmark til et godt sted at leve. Et land med samhørighed og alligevel plads til mangfoldighed og forskellighed. Et land med plads til og forståelse for, at mennesker er forskellige, og alligevel kan være bundet solidarisk sammen af en fælles kærlighed til fædrelandet.

Ud fra dén indstilling er det en selvfølge, at vi skal passe så godt på de få kvadratkilometer, vi nu engang har, som overhovedet muligt. Og herunder sikre, at der er ordentlige muligheder for, at der kan være mennesker over hele landet.