“Stemmen lever”:
Min elskede mand og sjæleven, vores elskede bonusfar og bedstefar, min elskede bror og vores svoger,
Finn Slumstrup
Døde uventet fra os på sin elskede ø
midt i Cosmos med et smil på læben

f. 6. oktober 1941 - † 5. juli 2018

Vi har mistet et selvberoende, kærligt, generøst, rummeligt og musikalsk menneske.

Vi vil bære ham, og det vi lærte af ham i vore hjerter.

På vegne af familien
Anne-Mette Holstein Slumstrup

Begravelsen finder sted onsdag den 18. juli kl.14
fra Ærøskøbing Kirke.
Der vil efterfølgende være gravøl på Hotel ÆrøHus i Vestergade,
alt sammen i gå-afstand fra færgen fra Svendborg.

 

Ved Finn Slumstrups død skriver Viggo Mortensen:

Min medstrider i Udkantsoprøret er gået bort. Måske er han gået til Mulighedernes land 3.0?

Vi vidste Finn var syg, men han var inde i en periode, hvor han havde det godt og havde mod på livet. Desto smerteligere er det, at vi så pludseligt har mistet ham.

Med Finns død er en engageret kulturarbejder gået bort. Finn Slumstrup var en kulturpersonlighed, der som foredragsholder, forfatter og klummeskribent utrætteligt engagerede sig i det nutidige samfunds problemer; og han har igennem sit livslange virke sat sit mærke på en række af samfundslivets områder.

Finn Slumstrup blev født 1941 i Arden i Himmerland. Med baggrund i en lærereksamen fra Aarhus Seminarium gik han ind i Folkehøjskolen. Under inspiration fra de gamle kæmper, Arnfred, Knud Hansen, Poul Engberg og Jørgen Bukdahl, som han skrev en bog om, udviklede han et højskolesyn, som var bærende for hans livslange arbejde i folkeoplysningens tjeneste. Han var lærer på Snoghøj 1966-70, på Askov 1971-79 og forstander på Vallekilde 1979-86. Et karakteristisk citat, der både indeholder troen på folkeoplysningen og sansen for det globale: ”Jeg er fast overbevist om folkeoplysningens store betydning, og arbejder for at danskerne med generøsitet og selvbevidsthed bidrager til udviklingen af den globale landsby.”

Det med generøsiteten fik han brug for, da han 1986-91 udnyttede sine journalistiske evner som informationschef i Dansk Flygtningehjælp, på en tid hvor flygtningehjælpen endnu var præget af en gammeldags humanisme, hvor han samtidig bekymrede sig om samfundets sammenhængskraft. Citat: ”Et samfund kan kun baseres på tillid, hvis der er en fundamental fælles forståelse af, hvad der er god moral og hvad der er målet med samfundet.”

Optagetheden af samfundets sammenhængskraft tog han med over i Danmarks Radio, da han i 1991 blev chef for P1, hvor han gjorde en stor indsats for at fremme det kulturelle og folkelige stof. Efter chefjobbet sluttede han sin erhvervsmæssige karriere som almindelig programmedarbejder i DR-kultur. Hans virke var også her præget af den folkeoplysende grundholdning, der kommer til udtryk i følgende citat: ”Kulturpolitik er ikke luksus, men et livsnødvendigt redskab, for at vi kan skabe og styrke det Danmark vi gerne vil kendes ved.”

Efter at Finn Slumstrup i 2009 med sin hustru Anne Mette Holstein Slumstrup flyttede til Ærø skiftede han igen perspektiv. Det lokale kom i centrum. Sammen med Viggo Mortensen tog han initiativ til dannelsen af den folkelige bevægelse Oprør fra Udkanten. To store konferencer, en bog og talrige artikler og foredrag var med til at vende stemningen og synet på udkanten fra at være den rådne banan til at være mulighedernes land.

Finn Slumstrups milde væsen og gode forhandlingsevner har vist deres værd i mange udvalg, bestyrelser, råd og nævn. For sit arbejde der og i videre forstand i folkeoplysningens tjeneste har han modtaget adskillige priser: Kristelig Lytter- og Fjernseerforenings Hæderslegat, Landbrugets kulturpris, Bland dig prisen og Den sydfynske initiativpris. Gennem en omfattende folkelig foredragsvirksomhed var han med til at give det folkelig Danmark en stemme.

To interesser ledsagede Finn Slumstrup gennem hele hans liv: For det første hans optagethed af Jazz. Han var i sin ungdom selv aktiv som trommeslager i Louis Hjulmands kvartet og senere Jazzminerne; og så sent som forrige lørdag sad han ved trommerne ved en intimkoncert på Gæstgiveriet i Bregninge på Ærø. Han anmeldte også jazz og dokumenterede sit omfattende kendskab til alle facetter af denne musikform i tre bøger bl.a. den meget brugte ”Jazz - en musikalsk guide.”

For det andet havde han en livslang interesse var Sydslesvig. Det udmøntede sig i diverse engagementer i landsdelen og et arbejde indenfor Grænseforeningen blandt andet som formand i en årrække, hvor han gjorde sig til talsmand for en ”åben danskhed”. Endvidere havde han en stor kærlighed til Norden; og han forberedte netop op til sin død en rejse til Norge og Sverige, hvor han sammen med sin kone Anne-Mette ville studere deres anderledes konstruktive arbejde med udkantsproblemerne via tekst og billeder.

Finn Slumstrup viser sig i sit omfattende forfatterskab som en professionel formidler, der blandt andet påtog sig at skrive biografier om emner som Kirkens Korshær og den danske pinsebevægelse.

Vi der kendte Finn Slumstrup vil savne hans klare tanke og lune humor. Det var nemt at arbejde sammen med Finn, som vi gjorde det i bevægelsen Oprør fra Udkanten. Han var en fremragende repræsentant for Ærø, hvor han stillede op lokalt, når der var bud efter ham; og han var rundt i landet med til at give et billede af Ærø som et intellektuelt og åndeligt inspirerende sted. Hans karakteristiske velafvejede stemme i debatten vil blive savnet.

Han efterlader sig sin hustru Anne Mette Holstein Slumstrup, to voksne bonusdøtre Marie–Louise Holstein og Anne-Sofie Holstein, samt to voksne biologiske børn Jacob Ørndrup og Camilla Slumstrup Eriksen og hans trofaste følgesvend hunden Liva.

— — — — —

oprorfraudkanten foto annemette holstein

Stormen Ingolf set fra Knudshoved. Foto: Anne Mette Holstein.

Oprør fra Udkanten - Mulighedernes Land 2.0 er fusioneret med Danmark på Vippen.

Oprør fra Udkanten er blevet en del af Danmark På Vippen. Derfor sender vi ikke flere nyheds-emails ud, og vi kan heller ikke overdrage din email adresse til Danmarks på Vippen - det er ifølge EU-lovgivning ikke tilladt.

Derfor: Hvis du fortsat ønsker at modtage nyheds-emails skal du AKTIVT tilmelde dig på Danmark På Vippens hjemmeside.

Det gør du her: http://danmarkpaavippen.dk/nyhedsmail/

Du kan også vælge at blive medlem, det gør du her: http://danmarkpaavippen.dk/blivmedlem/

-en personlig historie

Streamer-Bregninge-2009-033

Gennem snart mange år har medierne tæppebombet os med negative historier om livet på landet, så man får indtryk af at det hele er ved at lukke ned, at hele landsbyer står foran nedrivning, og at det kun en minoritet af initiativløse tabere og kontanthjælpsmodtagere, der holder til i det, man så nedladende benævner ”Udkantsdanmark”.

Det er et forvrænget billede af livet på landet og en historie jeg på ingen måde kan genkende. Gennem de 15 år vi har haft hus på Ærø, har det tvært imod slået mig hvor mange aktive mennesker, der boede i vores landsby. Særlig kvinderne var entreprenante. Én kørte ostebil, en startede en større forretning med uldvarer og sportstøj, én lavede en bolcheproduktion og én startede et økologisk pensionat op. Det der kendetegnede beboerne var at de handlede – at de gjorde noget, enten ved selv at tage et initiativ eller ved at støtte op omkring andres. Alle disse tiltag var med til at gøre Bregninge til den første ”blomstrende landsby” i Danmark i 2010.

I 2012 lukkede det økologiske pensionat, som havde haft stor betydning for lokalsamfundet. Det var ikke fordi det ikke kunne gå, men fordi ejeren havde andre planer med sit liv. Når et sådant samlingssted i en landsby lukker, er savnet meget tydeligt for alle, ikke mindst for os naboer. Der var mørkt i vinduerne om aftenen, og stedet kom ret hurtig til at se forsømt ud. Vores hus ligger lige overfor, og i sommerferien iagttog vi de frustrerede turister, der stod udenfor og hev i døren, for hvor skulle de nu gå hen? Der er langt til næste sted når man er sulten og på cykel eller på vandretur.

Vi legede med tanken om at overtage stedet – leje det og drive det videre. Der var helt klart et potentiale i det syntes vi, men vi var henholdsvis 60 og 65, så måske var det mere oplagt med nogle yngre folk? Men der var tilsyneladende ingen, der var interesserede.

Så vi sprang til på et tidspunkt - på trods af utallige advarsler fra venner og bekendte i København. –”I er for gamle!” -” Det er et hårdt arbejde til en rigtig dårlig løn”. –”Det vil I fortryde". Men vi investerede min efterlønsbonus og gik i gang. Ikke at vi ikke var lidt beklemte ved situationen, men vi troede på ideen, og tænker man negativt sker der i alt fald ikke noget.

Da vi indbød til velkomstreception mødte 120 mennesker op – inklusive borgmesteren. Det er virkelig ikke noget man er vant til som københavner, men i et lille samfund betyder et sådant sted rigtig meget. Og opbakningen fra lokalområdet har da også været helt fantastisk og konstant.

Så når vi efter den første sæson skal gøre regnskabet op, kan vi se at det har været al besværet værd. Selvfølgelig har vi arbejdet meget, men vi har også lært meget (i en helt ny branche) og vi har haft nogle fantastiske oplevelser med vores gæster. Og ikke mindst har det vist sig at vores regnskab er meget tilfredsstillende.

Vores erfaringer er således meget anderledes en det trøstesløse billede medierne tegner af ”Udkantsdanmark”, hvor intet tilsyneladende kan lade sig gøre. Det er i den grad muligt at starte for sig selv. Det er rigtigt at det kræver lidt kapital, som det kan være vanskeligt at låne i banken. Men man skal huske at prisniveauet på landet er betydeligt lavere end det er i byerne, så man får rigtig meget for pengene.

Men det kræver handling og ikke mindst opbakning fra lokalsamfundet, for ellers går det ikke. Vi lever tæt sammen, vi er afhængige af hinanden, og det er ikke mindst det, der gør livet udenfor de store byer så værdifuldt. Derfor er vores historie vigtig at fortælle midt i den generelle hetz i medierne om det elendige liv blandt de tilbageblevne tabere i landdistrikterne.

Michael Rothe